Nakkesmerter med udstråling
Nakkesmerter med udstråling til skulder og arm kan skyldes lokale ledlåsninger og muskelspændinger, som irriterer nerven og dermed giver en let smerteudstråling til skulder og arm. Disses ledlåsninger skyldes ofte fejlbelastning af nakkens led over længere tid, hvormed nerven påvirkes/irriteres. Fejlbelastninger kan fx skyldes dårlig kropsholdning med fremadskudt og foroverbøjet hovedstilling, hvilket hyppigt ses ved kontorarbejde, arbejde med bærbar computer, kigge ned på mobiltelefonen mm.
Cervikal diskusprolaps
Nakkehvirvlerne adskilles af en bruskskive/diskus. Diskus funktion er at dæmpe tryk og belastning af rygsøjlen og virke som stødpuder. Diskus gør, at ryggen er smidig og bøjelig. Ved belastninger opstår der over tid sprækker i diskus, og er disse så gennemgående, at den indre bløde kerne i diskus presses ud, kaldes det en diskusprolaps. Diskusprolaps i nakken er meget almindelig og kan påvises hos omkring 20 % af den voksne befolkning. De fleste har få eller ingen symptomer, hvis ikke nerverødderne påvirkes.
Diskusprolaps i nakken opstår som oftest ved aldersforandringer i nakkehvirvlerne, eventuelt i kombination med pludselige bevægelser og dermed hyppigt i 40-års alderen. Symptomerne er afhængige af, hvilken nerverod som påvirkes af diskusprolapsen. Symptomerne er:
Smerter i nakken
Udstrålende smerter til skulderblad, skulder og arm
Nedsat følesans
Nedsat kraft i armen
Slidgigt og spinalstenose i nakken
Stivhed, nedsat bevægelighed og smerter, der både kan opstå snigende eller starte som et hold i nakken kan skyldes slidgigt. Læs mere under slidgigt. Hvis slitagen er moderat til svær, kan det medføre en forsnævring i de områder af nakken, hvor nerverødderne til armen forlader nakken, såkaldt stenose. I disse tilfælde ses der symptomer i armene, der til forveksling kan minde om en diskusprolaps. Slidgigt ses typisk hos patienter over 50 år. Diagnosen stilles ud fra røntgenundersøgelse.
Behandling af udstrålende smerter til armen vil hos Kiropraktisk klinik Ishøj altid starte med en forundersøgelse med gennemgang af sygehistorie, grundig objektiv undersøgelse inkl. neurologisk undersøgelse og røntgen. Stammer smerter i skulder og arm fra nakken vil behandlingen ofte bestå af manuel behandling af led og muskler i området for nerveafklemningen og evt. laserbehandling for smertelindring. Desuden vil behandlingsplanen indeholde gennemgang af retningsspecifikke øvelser, træning og forebyggende tiltag.